Byens Bio Special
2025-2026
Med Byens Bio Special ønsker vi at vise de film, som måske ikke er de store blockbustere, men fortjener at blive vist i biografen, og som vi kan få en god fælles filmoplevelse af. Filmene er valgt ud fra det ønske, at de skal fascinere og udfordre! De repræsenterer en variation inden for tematik, geografi, genre og stil, og tilskueren vil dermed få en lille bid af de mange fantastiske og forskellige udtryk, filmlærredet byder på. Sæsonen 2025-2026 byder traditionen tro på filmperler fra hele verden
Priser og bestilling
Byens Bio Special er ikke en klub, og alle er velkomne.
Billetpris normal: 90 kr
Billetpris studerende (med studiekort): 50 kr
Billetter købes som ved køb af billetter til biografens øvrige forestillinger
og kan naturligvis reserveres/købes her på byensbio.dk
Læs mere om sæsonens film herunder

All We Imagine as Light
7. oktober 2025 kl. 19:15
Instruktion: Payal Kapadia, Indien, 2024
Spilletid: 1 time og 58 minutter
All We Imagine as Light er en moderne storbyfilm der foregår i Mumbai i Indien. Den handler om tre kvinder der prøver at finde ud af, hvordan de skal leve deres liv. Og særligt hvad de skal stille op med mændene i deres liv. Prabha er blevet gift i et arrangeret ægteskab, hvor manden hurtigt forsvinder til Tyskland. Hun er sygeplejerske og har en lægekollega der bejler til hende. Hendes sygeplejerskeveninde Anu har en hemmelig flirt med en muslim, hvilket absolut ikke er velanset i hendes hindufamilie. Parvarty er hospitalskok og enke. Hun er seriøst udfordret på økonomien, men vil klare sig selv, om hun så bliver smidt på gaden. Så altså tre moderne kvinder, der også alle kommer fra landet, er styret af familietraditioner, men kæmper, udfordrer, driller og hjælper hinanden i storbyens hverdagsliv. Indtil det bliver for meget, og de flygter ud på landet og stranden, hvor filmen bevæger fra socialrealisme til magisk realisme. Filmen er instrueret af den kvindelige indiske instruktør Payal Kapadia, der med All we imagine as light vandt juryens store pris på Cannes-festivalen. Hun har et ”stærkt personligt filmsprog”, mener filmanmelder Lone Nikolajsen i Information, ”der forener drømmelignende stemninger med meget sanselige gengivelser af alle de konkrete genstande, rum og gøremål som kvinderne beskæftiger sig med.”
Sterben
4. november 2025 kl. 19:15
Instruktion: Matthias Glasner, Tyskland, 2024
Spilletid: 3 timer
Sterben er et sorthumoristisk familiedrama om den dysfunktionelle Lunies-familie, der genforenes, da deres demensramte far dør. I forbindelse med dette afsløres dybe problemer med utroskab, afhængighed og komplekse relationer, alt imens sønnen Tom arbejder på et musikværk af samme navn som filmen. Filmen udforsker temaer som liv, død og slægtskabets bånd og skildrer en familie, der rives fra hinanden, men tvinges sammen af begivenhederne. Sterben er en blanding af tragedie, komik og uforudsigelighed. Filmen har vundet flere priser og anerkendelser, herunder ved Berlin Film Festival 2024 og som Bedste Film ved den tyske Lola-prisuddeling. Åndeløst medrivende hylder Matthias Glasner menneskets ubøjelige skaberkraft med et familiedrama, der ifølge filmanmelder Peter Wivel er en milepæl i europæisk filmkunst. Sterben er en helaftensfilm.
No Other Land
26. november kl. 19:15
- med indledende oplæg af menneskerettighedsobservatør på Vestbredden Anne Yde Vestergaard,
Instruktion: Yuval Abraham, Basel Adra, Hamdan Ballal, Rachel Szor. Palæstina, Norge, 2024
Spilletid: 1 time og 35 minutter
Dokumentaren No Other Land skildrer den israelske besættelse af Vestbredden – før Hamas-terroraktionen og før krigen i Gaza. Dokumentaren er instrueret af et flerkulturelt firkløver bestående af Rachel Szor, Hamdan Ballal, Yuval Abraham og Basel Adra – med de to sidstnævnte i en slags hovedroller. Basels familie skal “muges ud” af Vestbredden, hvis det står til de israelske magthavere. Basel kan ikke gøre meget andet end at dokumentere fordrivelsen. Filmen bygger på hans fars private filmoptagelser gennem et langt liv på Vestbredden. Her møder vi palæstinensiske familier, der forsøger at leve et normalt liv. Børn der leger, mødre på Facebook, mænd der protesterer uden det eskalerer til vold. Men så også alle overgrebene og undertrykkelsen jo mere vi nærmer os i dag. Skud, drab, invalidering. Menneskelige ofre. Anmelderen Kristian Ditlev Jensen skriver i sin anmeldelse i Filmmagasinet Ekko at fortællingerne i dokumentaren ”gør det umuligt at tage stilling til den storpolitiske konflikt. Men de gør det endnu mere umuligt at lade være.” Det var før anklager om folkedrab og fordrivelsen af et folk. Før hungersnøden. Med No Other Land ser man kimen til hvorfor det er gået så galt.
Inden dokumentaren vises, holder Anne Yde Vestergaard, der har været menneskerettighedsobservatør på Vestbredden og senest har besøgt området i september 2025, et 20 minutters oplæg med mulighed for opfølgende spørgsmål om hendes oplevelser på Vestbredden. Hun reflekterer også over hvordan det er at komme tilbage til Danmark og forsøge at skabe en samtale offentligt og med kolleger, familie og venner.
Goodfellas
13. januar kl. 19:15
Instruktion: Martin Scorsese, USA, 1990
Spilletid: 2 timer og 25 minutter
Gangstere omtaler aldrig sig selv som gangstere. De kalder sig ”goodfellas” – flinke fyre. 35 år har denne nyklassiker efterhånden på bagen, og nu er chancen der for at se/gense instruktøren Martin Scorseses mesterværk på det store lærred i restaureret udgave. Den vises kun i få udvalgte biografer i Danmark. Filmen giver et fascinerende indblik i New Yorks voldelige underverden, hvor man som en sand gangster skal efterleve bestemte æreskoder. Det lykkes ikke helt for unge Henry Hill (spillet af Ray Liotta), men typisk for Scorsese, slipper Henry afsted med det alligevel. Henry bliver venner med gangsterne Tommy DeVito (Joe Pesci, som fik en Oscar for sin birolle) og Jimmy Conway (Robert De Niro). Tingene udvikler sig hurtigt, og de tre venner begår snart store forbrydelser. Filmmagasinet Ekko skriver: ”Et gensyn med Goodfellas i nyrestaureret 4K bekræfter, at den er en af de mest skinnende juveler i Scorseses gangsterkrone – et værk gennemsyret af hans fascination af ondskab”.
Skyggejagt
25. februar, kl. 19:15
Instruktion: Jonathan Millet, Frankrig, Belgien, Tyskland, 2024
Spilletid: 1 time og 46 minutter
Skyggejagt er et intenst, men langsomt fortalt drama om den unge syriske Hamid, der slutter sig til en hemmelig gruppe for at jage krigsforbrydere i Europa, efter at have mistet sin familie til det syriske regime og selv været udsat for totur. Filmen, der er baseret på virkelige hændelser, følger Hamids desperate rejse mod at konfrontere sin egen torturbøddel og udforsker temaer som hævn, traumer og retfærdighed i en brutal verden. Skyggejagt har en alvorsfuld og til tider knugende stemning. Fortælletempoet er langsomt med lange rolige sekvenser, der understøtter de nervepirrende og intense lag i filmen. Selvom filmen er et politisk skrig mod Syriens nu forgangne diktatur, er den også et signalement af medmenneskelighed blandt overlevere stedt i sørgelige omstændigheder. At Assads regime siden er faldet, gør kun filmens valg mellem håb og hævn endnu mere aktuelt. Skyggejagt fortæller om et svært tungt emne, men det er en film, der sætter håb højt over håbløshed.
The End
8. april kl. 19:15
Instruktion: Joshua Oppenheimer, Danmark, Irland, Tyskland, Italien, Storbritannien, USA, Sverige, 2024
Spilletid: 2 timer og 28 minutter
Når man læser anmeldelserne til Joshua Oppenheimers The End, får man indtryk af en film, der på flere måder lever op til de kriterier, vi ønsker at opfylde med de film vi viser i Byens Bio Special. Nemlig en film der vil udfordre publikums forventninger til hvordan film skal fortælles, men samtidig også udfordre måden at forstå verden på. Vi har tidligere vist et filmværk af Oppenheimer, nemlig den anmelderroste dokumentar The Act of Killing, som gjorde netop det. Filmmagasinet Ekko skriver om The End: ”Joshua Oppenheimers apokalyptiske musical med Tilda Swinton og Michael Shannon er et originalt og brændende aktuelt drama om skyld og ansvar i en undergangstruet verden” og POV International kalder filmen “et aktivistisk mesterværk”.
Femogtyve år efter et miljøkollaps gjorde Jorden ubeboelig, er en familie bestående af en mor, en far og en søn indespærret i deres palæagtige bunker, hvor de kæmper for at opretholde håbet og en følelse af normalitet ved at klamre sig til dagligdagens ritualer. Det er dog indtil en ung kvinde (Moses Ingram) kommer og vender op og ned på deres rutine. Sønnen (George MacKay) har aldrig oplevet verden udenfor og lever i uvidenhed, indtil den nyankomne kvinde fortæller ham om alt, hvad hans forældre har undladt at fortælle. Hun rusker op i kernefamiliens samvittighed. Kan de virkelig leve med deres skyld? The End er en rørende og dybt menneskelig musical om en af de sidste familier på